søndag den 9. maj 2010

Brugt og godt – når genbrugsfund er hot

Her kommer artiklen som Astrid, der er journaliststuderende, har skrevet om mig og min passion for genbrug!
God læselyst! :o)


Brugt og godt – når genbrugsfund er hot
Gamle sager hitter. Genbrugsbølgen har ramt os, og stadig flere shopper genbrug. For Julia Runge Schjøtz er genbrugs-shopping blevet en passion.
By Astrid Bruun Bonnén






I klædeskabet hænger en fin gulvlang vintagekjole i hvid blonde side om side med andre genbrugsfund som blomstrede bluser og fine nederdele. I kassen med sko findes adskillige par, som alle bærer præg af genbrug, og rundt om i værelset står flere gamle blikdåser med retromønstre. Værelset er som et skatkammer med genbrugsfund, og for ejeren af værelset, Julia Runge Schjøtz, 20, er der heller ingen tvivl: Genbrugsfund er hendes store passion.
Unikke køb
”Jeg kan godt lide genbrug, fordi det er unikt, og fordi det ikke er noget, alle har,” siger Julia og fortsætter,
”det er spændende at kigge i genbrugsbutikker, da man aldrig ved, hvad man finder.” Julia Runge Schjøtzs interesse for genbrug har altid været der. Da hun i en periode var flyttet hjemmefra, og pengene derved var færre, så tog interessen for at shoppe genbrug også til. Tøjet, hun fandt, var billigt og smart, og hun elskede at finde ting, som hun vidste, var unikke og havde en historie.
”Det blev kun mere og mere spændende at gå i genbrugsforretninger, og nu finder jeg næsten altid noget,” fortæller Julia. Hun er af sted så tit som muligt og gerne et par gange om ugen. Og med de mange gode køb på sit genbrugs-cv, kan Julia heller ikke huske, hvad hendes første rigtige fund var.
”Der er så mange, så det kan jeg ikke helt huske,” smiler hun.
”Men når man har held til at finde det, man leder efter, så må det vist betegnes som et fund.”
Stof og gamle dåser
Udover at have øje for de gode ting, så har Julia også en kreativ side – hun syr nemlig meget af det tøj, hun køber som brugt, om.
”Jeg har syet rigtig mange nederdele om og lagt dem op, så de passede i længden,” fortæller hun og viser en mørkegrøn nederdel med brokademønster. Efter at have været underlagt hendes sy-evner, er den ikke længere for lang, men passer nu perfekt i længden.
”Det er superfedt at komme hjem med noget, man ved, man vil få brugt, eller som kan sys om og derved blive perfekt”, siger hun.
”Man kan også bedre tillade sig at ændre på ting, der er købt brugt end at ændre på en bluse til 1000 kr.”
Men det er ikke kun tøj, Julia kigger efter, når hun besøger en genbrugsbutik – gamle blikdåser med fint retromønster og gamle blomstrede stoffer i flotte farver købes lige så tit med hjem.
”Jeg synes, dåserne pynter så meget,” siger Julia og peger på nogle blå dåser med blomster-mønster.
”Jeg prutter gerne”
Julia Runge Schjøtz er heller ikke bange for at prutte om prisen.
”Det gør jeg stort set altid. Specielt hvis der ikke er pris på varen, så er der gode muligheder for det,” fortæller Julia og fortsætter,
”men hvis der er pris på, er det dog ikke altid, jeg gør det.”
At Julia er god til at finde de gode ting i en genbrugsbutik, hersker der ikke tvivl om. Og skal hun givet et tip til genbrugs-shopping, så er det, at man skal vide, hvad man går efter:
”Det er en god idé at beslutte sig lidt for, hvad man går efter. Og så må man også gerne være åben og kunne se muligheder i tøjet i stedet for begrænsninger”, slutter hun.


PS. Beklager de dårlige billeder, ved ikke hvad der lige pludselig gik galt ;o) Og så bliver jeg simpelthen nødt til lige at kommentere den sidste overskrift! Er glad for at i ved at det drejer sig om genbrugsshopping! (Høhø) ;o)  Sov godt alle sammen!

1 kommentar:

  1. Sikke en hyggelig artikel :)

    Beklager at jeg ikke har fået skrevet før om eventuelt stofbytte. Tænkte, at du måske kunne tage et kig i min blogbutik, og se om der er noget først - og ellers kan jeg sende lidt billeder via mail :)

    Jeg er som sagt på udkig efter lapper a 25*25 cm af blomstrede retrostoffer i pastel eller støvede pangfarver, hvis du forstår :)

    Kh. Mirjam

    SvarSlet

I love comments and I appreciate every single one of them.